I går bragte det amerikanske tonegivende social media-site Mashable en artikel med titlen “Why Food Bloggers Are Here to Stay“. Danmark plejer at halse et par år eller fem efter USA, siger man gerne, og det er da også noget tid siden — otte år faktisk — at Julie via sin blog satte sig for at dokumentere sin oplevelse af at arbejde sign igennem samtlige opskrifter i Julia Childs kogebog.
Madblogs har ifølge Jenny An, der har begået artiklen for Mashable, ved at bide sig fast. Antallet stiger, og læserskaren følger med. Madblogs.dk har samlet omtrent 140 madblogs, og det er jo en sjat. Madbevægelsen tæller i skrivende stund 17 tilmeldte blogs, som i emnevalg, tone og stil spænder vidt. Fra det journalistiske til én af bloggens præ-genrer, dagbogen.






